BIOGRAFI

Uddannet civilingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet i 1969 med speciale indenfor "Maskinindustriens produktionsmidler"
(produktudvikling).

Arbejdede 1970-84 ved DTU, en stor del af årene som lektor. Har arbejdet med forskning og undervisning vedrørende maskinkonstruktion, produktudvikling, kreativitet, tegning og industriel design - altsammen i forbindelse med den kreative proces, der er knyttet til problemløsning og produktudvikling. Har gennem forskning udviklet metoder til at fremme menneskets kreative potentiale i denne forbindelse. Specielt fokus på idéudvikling, den specielle kommunikations-situation i denne forbindelse samt evaluering af idéer og tekniske løsninger. Har skrevet lærebøger og undervisningsmetoder, der stadig bruges 25 år efter. Har undervist på de fleste større danske industrivirksomheder samt på Kunstakademiet og på Arkitektskolen i Århus.

Har siden 85 studeret psykologi, selvudvikling, terapeutiske teknikker, bevidsthedsteknikker, meditation, åndsvidenskab og kunst, og har arbejdet med disse ting lige siden - en stor del af tiden sammen med hustruen Birgit Tjalve. Har holdt utallige foredrag om disse emner og været kursusleder ved en lang række kurser. Har desuden arbejdet med selvudvikling og terapeutisk hjælp til andre mennesker, specielt med henblik på udvikling af bevidstheden. Har skrevet flere bøger og mange artikler om disse ting.

Har været medlem af bestyrelsen i World Rainforest Organization fra den blev startet i 1991 og indtil 1996. De sidste to år som formand.

Tog i 99 initiativ til dannelsen af foreningen "Vision og Samfund", som arbejder for et værdigt og etisk samfund ud fra holistisk åndeligt baseret viden, vision og visdom.

Udgav i 2001 bogen "Befri Tanken", som omhandler mulighederne for brobygning mellem videnskabens verdensbillede og åndsvidenskabens verdensbillede.

Tog i begyndelsen af 2002 initiativ til VisionsPartiet, som formelt blev stiftet i august 2002 med Eskild Tjalve som formand.
Trådte ud af bestyrelsen i maj 2008.