ENGLENES VERDEN

Engle er væsner i den ikke-fysiske verden, som har passeret grænsen fra gruppebevidsthed til individuel bevidsthed - lige som mennesker har det i forhold til dyreverdenen. Engle er lysvæsner, de afspejler perfekt kærlighed og intelligens. De arbejder i et stort hierarki af stadigt større lysvæsner.

Hver engel indgår i hierarkiet på sin plads, med sin opgave, og hvor den tidligere - inden den blev engel -  har udført arbejde ud fra de ordrer, impulser og energier den modtog, skal den nu selv være medskabende, selv lære initiativ, selv om den stadigt indgår i et hierarki.

Alle væsner - såvel mennesker som engle - skal udvikle sig til medskabere af Universet. Vi gør det på hver vores måde. Mennesket udvikler bevidsthed og kærlighed og visdom gennem modgang, og vi udvikler moral, kreativitet og vurderingsevne. Englene udvikler sig gennem deres opgaver - primært  i relation til menneskene. De udvikler sig gennem ubetinget hengivelse i deres arbejde. Englene er den styrende intelligens bag alle energiprocesser, bag alle livsprocesser, da energien aldrig strømmer af sig selv, men bliver valgt, ledt og dirigeret af engle på forskellige niveauer.

Menneskene har kontakt med englene på mange måder, for det meste uerkendt af menneskene. De forskellige opgaver, som englene udfører er arbejde som skytsengle, healingsengle, engle der lindrer sorg, engle der passer på f.eks. et hjem, en gruppe, en institution, og for større engles vedkommende en by eller en nation. Engle kan være til inspiration for menneskene, specielt kunstnere og forskere.

Englenes verden er lysets og glædens verden. Englene udfører alt deres arbejde med glæde og som en lovprisning af Det Højeste. De udtrykker sig meget i sang og mantraer, som de retter mod det Højeste. Denne verden kan  menneskene komme i kontakt med, og vil komme det mere og mere i den kommende tid.

Når mennesket åbner sig for det, og beder om hjælp, så kommer englene nær og hjælper. Der er engle for alle de kvaliteter, som vi som mennesker har brug for, f.eks. engle for barmhjertighed, tilgivelse, skønhed, tillid, håb, vilje, stræben mod det højeste, sejr, healing, lindring af sorg osv.
Menneskene kan også åbne sig for samarbejde med englene. For at det kan ske må menneskene åbne sig i kærlighed til engleverdenen og til den opgave, som det handler om - i uegennyttig kærlighed med en brændende trang til at hjælpe på den måde, som det kan foregå sammen med englene. Samarbejdet kan handle om healing, om åndelige ceremonier, om kunstnerisk arbejde m.m.

Mange mennesker er åbne for englenes verden, de kan sanse englene med de højere indre sanser såsom intuition, clairvoyance, klarfølelse og telepati.  Oplevelsen af en engel er normalt en meget subtil sjælelig oplevelse som vanskeligt kan sammenlignes med oplevelser gennem de fysiske sanser. Muligheden for at opleve englene kan udvikles gennem træning.
En del mennesker har dog oplevet meget tydelig hjælp fra englene i forbindelse med ulykker eller særligt pressede situationer.

.............................

Læs mere:

Se hovedmenupunktet "Bøger": "Devaer - naturåndernes og englenes verden".
- og hæftet: "Englehierarkiet".

Se også billederne under "Galleri".

Se hovedmenupunktet "Kurser": "Sjælens møde med englene".

Andre bøger:
Geoffrey Hodson: Gudernes verden (om engle og devaer)
Geoffrey Hodson: Broderskabet mellem engle og mennesker
Dorothy Maclean: "To hear the angels sing".
Thomas Printz: "The Seven Beloved Archangels Speaks".